Rejser til Lissabon-regionen

Af de fem regioner på det portugisiske fastland er Lissabon-regionen den mindste. Det er dog her landets økonomiske og politiske magt er koncentreret. Selve hovedstaden Lissabon er det naturlige knudepunkt og er med sine mange seværdigheder en rejse værd i sig selv. Men regionen inkluderer også en lang række andre spændende destinationer både nord og syd for hovedstaden med alt fra historiske byer til flotte strande og naturreservater.

Har du din base i den charmerende hovedstad kan du for eksempel tage på ture vestpå ud til Estoril og Cascais på den eksklusive del af den portugisiske riviera eller op til den tidligere kongeby Sintra med det farverige palads. Rejser du hertil om sommeren, kan du også nemt krydse over Tejo-floden for at nyde de lange strande på Setúbal-halvøen.

På en rejse til Lissabon-regionen har du med andre ord masser af muligheder for at kombinere afslapning med sightseeing og andre aktiviteter. Det er desuden et af de nemmeste steder at flyve til i Portugal. Året rundt er der talrige forbindelser i løbet af ugen til Lissabon Lufthavn, som ligger  tæt ved hovedstaden. Særligt hvis du kan tage afsted lidt uden for den mest populære sommerhøjsæson, har du derfor ofte gode chancer for at finde billige rejser til Lissabon-regionen i søgemaskinen her på Solfaktor.

Lissabon - Europas mest charmerende hovedstad?

Det er ikke kun fordi, at du lander få kilometer fra centrum, at selve Lissabon er det mest oplagte rejsemål i regionen. Er det første gang du rejser til Portugal, er det faktisk næsten et must at bruge mindst et par dag på at udforske dens seværdigheder, før du eventuelt begiver dig videre ud i regionen.

Den portugisiske hovedstad er med sine historiske bydele med snævre og til tider stejle brostensstræder let at forelske sig i. Selvom de ferierejsende de senere år har fået øjnene op for den smukke hovedstads mange kvaliteter, har Lissabon stadig en behagelig afslappet atmosfære og føles ikke overturistet på samme måde, som nogle andre europæiske storbyer efterhånden desværre gør.

Du skal naturligvis besøge det stemningsfulde kloster Mosteiro dos Jerónimos i Belém vest for centrum, køre en tur med den klassiske sporvogn 28, prutte om prisen på det store loppemarked Feira da Ladra og og nyde udsigten ned over Alfamas røde tegltage fra Castelo de São Jorge. En stor del af det, som gør Lissabon så attraktiv, er dog også de mange andre mindre iøjefaldende kulturskatte, der gemmer sig rundt om i byen. Det inkluderer ikke mindst de små hyggelige fado-restauranter, hvor du kan nyde den traditionsrige og meget sjælfulde sang til god mad.

Har du børn med på rejsen, er der også masser af oplevelser, som hele familien kan være fælles om. I kan for eksempel fordybe jer blandt det farverige dyreliv i Europas største akvarium, Oceanário, eller forestille jer en middelalderverden på Castelo de São Jorge.

Mange ferierejsende har tabt deres hjerte til Lissabon og bliver ved at vende tilbage dertil år efter år. Om ikke andet så fordi hovedstaden er en glimrende base for at udforske resten af regionen. Kan du løsrive dig, er der således meget andet at opleve inden for kort afstand. Når det hele regnes med er Lissabon-regionen kun omtrent på størrelse med Fyn, så du kan sagtens nå langt omkring på dagsture fra hovedstaden. Der er dog også mange andre attraktive steder at slå sig ned for ferien.

Strande, eventyrslotte og golfbaner

Ud langs kysten vest for Lissabon ligger en perlerække af små fiskerlejer og fashionable feriebyer, der indbyder til rent livsnyderi. Både i Estoril og Cascais er der fine sandstrande, hvor du kan nyde regionens solrige klima og det indbydende hav. Når det midt på sommeren bliver hedt inde i storbyen, er strandene da også et populært udflugtsmål blandt hovedstadens indbyggere. Udover sol og strand har Lissabonkysten også i mange år været kendt for at tiltrække jetset fra Europa. Her er derfor adskillige lækre 5-stjernede hoteller og påfaldende mange dyre sportsvogne i gaderne.

Er det strandlivet, som trækker, er det ikke kun ud langs Lissabonkysten du finder flotte badestrande. Lige syd for hovedstaden på den anden side af Tejo-floden byder Costa da Caparica på kilometervis af sandstrand at brede sig på. Flere områder langs denne kyst er udnævnt til naturreservatet, så selvom det er et populært rejsemål er det et herligt uspoleret område.

I sommerferien er det oplagt at kombinere en badeferie med sightseeing på en rejse til Lissabon-regionen. Takket være det solrige, milde klima er der dog rig mulighed for udendørsliv og aktiviteter i let sommertøj lige fra det tidlige forår til helt hen på efteråret. Der er for eksempel mange golfspillere, som udnytter muligheden for at forlænge sæsonen her. Der er talrige baner af høj international klasse i området, som jævnligt bruges af de professionelle på Europaturen.

Det er desuden ikke kun ude langs kysten, at Lissabon-regionens mest interessante seværdigheder og attraktioner findes. Du skal således lidt ind i baglandet for at finde den fortryllende by Sintra, der af H. C. Andersen blev beskrevet som "det smukkeste sted i Portugal". Denne tidligere kongeby er især kendt for det farverige Palacio da Pena, der er som taget ud af et af forfatterens eventyr. Der er dog talrige andre interessante seværdigheder i og omkring byen såsom resterne af en gammel maurisk borg.

Der er altså nok at se og opleve i Lissabon-regionen til mange ferier. Vil du se mere af Portugal, kan det også varmt anbefales at fortsætte rejsen videre til naboregionerne Centro og Alentejo. Tjek udvalget af billige rejser i søgemaskinen her på siden. Du kan med fordel booke dine flybilletter og hotel som en samlet pakkerejse.

Rejser til Portugal

Læs mere om Portugal og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Portugal her

Rejsemål i Lissabon-regionen

Populære hoteller i Lissabon-regionen

Portugal, Lissabon-regionen, Estoril
  • Nærmeste lufthavn: 30 km
  • Nærmeste strand: ca. 350 m
  • Pool (evt. sæsonåben)
Portugal, Lissabon-regionen, Lissabon
  • Nærmeste lufthavn: 10 km
  • Nærmeste by: ca. 0 m
  • Pool (evt. sæsonåben)
Portugal, Lissabon-regionen, Lissabon
  • Nærmeste lufthavn: 7 km
  • Nærmeste by: ca. 0 m
  • Pool (evt. sæsonåben)